HUSORDEN FOR TIETGENKOLLEGIET
§ 1
Beboerne har i fællesskab ansvaret for opretholdelse af ro og orden på kollegiet. Enhver beboer er pligtig til at efterkomme de forskrifter, der fremgår af nærværende husorden og kollegiehåndbog samt henstillinger, der måtte blive givet af kollegiets bestyrelse og admini-
stration. Beboerne er ansvarlige for, at deres gæster ligeledes overholder disse forskrifter.
§ 2
Beboerne skal i enhver henseende tage hensyn til medbeboere og navnlig skal krav på læse- og nattero altid respekteres. En støjklage skal respekteres første gang. Af hensyn til vores naboer i omegnen af kollegiet skal vinduer holdes lukkede ved højere lyd- eller støjniveau.
I eksamensperioderne 1. maj til 30. juni og 1. december til 31. januar må fællesrum og fælles arealer, herunder festlokalet, kun benyttes til fest enten fredag eller lørdag. Festlokalet kan altid benyttes nytårsaften, dog ikke af enkeltpersoner. På hverdage kan festlokalet, uden for eksamensperioderne, kun benyttes indtil kl. 23.00. Festlokalets dør skal ved benyttelse af lokalet holdes lukket. Gæster må kun lukkes ind ved hjælp af dørtelefon.
§ 3
Det påhviler enhver beboer at medvirke til at holde orden i alle lokaler og udendørs arealer, der tjener til fælles afbenyttelse. Løsøre (f.eks., men ikke kun, måtter, møbler, ølkasser, cykler, tørrestativer og fodtøj) må ikke forefindes på gange, trapper og reposer. Beboerne er forpligtede til at følge administrationens henstillinger vedrørende inventar og fælles faciliteter. Biler, cykler og knallerter må kun parkeres/henstilles på de dertil indrettede og anviste pladser.
§ 4
Til enhver form for vægophæng må kun anvendes den monterede ophængsskinne og de tilhørende ophængskroge. Der må således ikke bores i vægge og der må heller ikke anbringes søm, skruer, tegnestifter eller lignende i vægge, døre eller dørkarme. Der må heller ikke opsættes billeder, plakater eller lignende ved hjælp af lim eller tape. Antenner/paraboler må kun opsættes efter anvisning fra administrationen og i forbindelse hermed vil der blive stillet krav om kontantdeponering til retablering. Deponeringens størrelse fastsættes af administrationen.
§ 5
Husdyrhold er ikke tilladt. Fodring af fugle fra/på altaner, terrasser og kollegiets øvrige område er ikke tilladt.
§ 6
Det er ikke tilladt at ændre eller foretage indgreb i kollegiets installationer.
§ 7
Der må ikke henstilles eller opbevares noget af nogen art på altan/terrasser. Opmagasinering henvises til boligens overskabe. Det er heller ikke tilladt at tørre tøj eller opstille tørrestativer på altaner og terrasser. Altankasser og markiser må ikke opsættes.
§ 8
Brandalarmerings- og brandslukningsanlæg
Misbrug af brandmateriel og brandalarmeringsanlæg må ikke finde sted. Døre, der er forsynet med automatiske dørlukkere, må under ingen omstændigheder blokeres. Kollegiets gangarealer, der samtidig er flugtveje, må under ingen omstændigheder blokeres. Overtrædelse af nærværende bestemmelse kan medføre politianmeldelse.
§ 9
Enhver beboer hæfter for skader, som beboeren eller dennes gæster forvolder på bygningen og/eller inventar. Der hæftes kollektivt for skader på fællesrum, hvor ingen skadevolder kan udpeges.
§ 10
Kollegiets computernetværk, incl. intranet
I forbindelse med indflytning underskrives en brugererklæring, hvis bestemmelser er gældende forud for nærværende. Kollegiet har indgået aftale med ekstern Full Service Provider om levering af bl.a. internetforbindelse. Misbrug af internetforbindelse, herunder intranettet, efter den til enhver tid gældende lovgivning vil medføre, at brugerens internetforbindelse afbrydes, og misbruget medfører politianmeldelse. Full Service Provider overvåger, med respekt af til enhver tid gældende lovgivning, kollegiets netværk og indberetter misbrug til kollegiets administration. Det er Full Service Provider, der ved misbrug afbryder internetforbindelse og eventuelt foretager politianmeldelse.
§ 11
I forbindelse med indflytningen er modtaget og kvitteret for en kollegiehåndbog. Bogens indhold findes ligeledes på kollegiets intranet og interne TV-kanal. Beboerne har pligt til at efterkomme de retningslinjer, og vedligeholdelsesvejledninger, der er angivet i bogen.
Håndbogen ajourføres løbende. Beboerne er forpligtede til at holde sig ajour med indholdet. Ved eventuelle tvister er det altid bogens senest redigerede indhold, der er gældende.
§ 12
Klager
Beboerklager over overtrædelse af husordenen skal inden 8 dage afgives skriftligt til kollegie-rådet med kopi til kollegieleder og afleveres i kollegierådets postkasse. Klagen skal indeholde angivelse af tid, sted og omstændigheder. Beboerrådet skal høre sagens parter. Såfremt en klage findes berettiget, tildeles indklagede en skriftlig advarsel af bestyrelsen gennem administrationen. Uagtet foranstående skal administrationens henstillinger om overholdelse af husordenen efterkommes, og administrationen kan tildele skriftlige advarsler. Beboerrådet skal skriftligt orienteres, hvis administrationen tildeler advarsler.
§ 13
Opsigelses-/ophævelsesbestemmelser
Opsigelse af lejemål kan ske, hvis nærværende husorden tilsidesættes. Opsigelse sker med
3 måneders varsel.
Ophævelse af lejemål vil ske ved grov eller gentaget overtrædelse af husordenen. Ophævelse af lejemål sker med 7 dages varsel.
Alle afgørelser om opsigelse/ophævelse af lejeaftaler som følge af brud på husordenen
behandles af kollegierådet, som indstiller til bestyrelsen ved administrator, hvad der bør foretages i sagen. Endelig afgørelse om opsigelse/ophævelse af lejekontrakt træffes af kollegiets bestyrelse. Bestyrelsen kan overlade sin kompetence til kollegiets administrative leder.
§ 14
Ikrafttrædelsesdato: 20. august 2006
|